Obligationer
En obligation er et gældsbevis, der fungerer som et lån til udstederen – og skaber en stabil bund i din portefølje.
En obligation er et gældsbevis, hvor udsteder af obligationen, f.eks. Nykredit eller den danske stat, forpligter sig til at betale obligationsgælden tilbage til investor ud fra nogle på forhånd aftalte vilkår.
Det beløb, du investerer, kan således sammenlignes med, at du yder et lån til den, der har udstedt obligationen. Obligationsudstederen får derigennem stillet kapital til rådighed svarende til det beløb, du har købt obligationer for. Som afkast får du obligationens pålydende rente og en eventuel kursgevinst. Dette afkast er udtrykt som en effektiv rente, og denne effektive rente vil være påvirket af obligationens løbetid og af hvem, der har udstedt obligationen.
Interessante obligationstyper
Statsobligationer
Udstedes af stat/land
Afkastet består af de løbende renteudbetalinger samt eventuelle kursgevinster. Statsobligationer kan ikke indfries før tid, da de typisk er stående lån. Løbetiden ligger som regel i intervallet 1 år til 30 år med enten en fast eller variabel rente.
Realkreditobligationer
Udstedes af et realkreditinstitut
Sikkerheden består i realkreditinstituttets reserver og pant i fast ejendom. Afkastet består af de løbende rentebetalinger og eventuelle kursgevinster. Obligationens udløbsdato fremgår af obligationen og kendes således på forhånd. Visse obligationer kan indfries før udløbstiden til kurs 100.
Dette sker f.eks. i forbindelse med konvertering af realkreditlån, hvor låntager har mulighed for at opsige et højt forrentet lån til kurs 100 og i stedet erstatte det med et lavere forrentet lån.
Virksomhedsobligationer
Udstedes af en stor virksomhed eller bank
Store virksomheder og banker anvender obligationsmarkedet som et supplement til traditionelle banklån, da de derved får adgang til en langt større investorkreds. Der stilles sædvanligvis ikke sikkerhed for virksomhedsobligationerne.
Virksomhedsobligationer udstedes som hovedregel som stående lån med en løbetid fra 1 år til 30 år med en fast eller variabel rente.
Risici ved obligationer
1. Kreditrisiko
Denne kaldes også udstederrisiko. Der findes institutter, som f.eks. S&P og Moody’s, der har specialiseret sig i at ”rate” obligationer som udtryk for kreditrisikoen.
2. Rente- og kursrisiko
Man kan generelt sige, at stiger renten, vil kursen na obligationen falde og omvendt. Jo højere varighed, des større kursrisiko.
3. Konverteringsrisiko
Gælder navnih for realkreditobligationer. Risikoen opstår primært, når renten falder, og låntagere får incitament til at opsige lånene til kurs 100.
Helt generelt defineres risikoen som den gennemsnitlige løbetid for en given obligation (varighedsbegrebet).